Tornekrattet

For nogle få dage siden, gik jeg forbi et stort tjørnekrat, der omkransede en parkeringsplads. Inde midt i krattet fik jeg øje på noget der lyste op i en klar gul farve. Jeg blev nysgerrig og undrede mig over, hvad der mon var blevet smidt ind i krattet, der ellers var helt tæt. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se det var en forvildet påskelilje. Krattet var så tæt at blomsten var deform. Den havde forsøgt at strække sig efter et lys, men undervejs var bladene blevet flossede pga tornene og stilken var snoet. Den havde endda sat et ekstra skud, der endnu ikke havde åbnet sig, men som krøb langs jorden. Jeg kunne ikke lade være, men plukkede blomsten, på trods af at tornene rev. Da jeg kom hjem, satte jeg blomsten i en vase og umærkeligt, forholdsvist hurtigt, drejede den sig og foldede sine blade ud. Udover de flossede blade lignede den nu, den påskelilje den var.

For mig blev den udsprungne blomst - fundet i krattet, et nærværende billede på hvad påskens budskab betyder for mig. Jeg tog mig selv i at nynne første del af Torben Callesens smukke sang: Zions blomst:

En spire voksed` frem af ørknens

Nådesløse sand

En skikkelse helt uden pragt

Foragtet af hver mand

Kendt med sygdom, kendt med smerte

Hånet og forhadt

Mishandlet, plaget og forladt

Helt ind i dødens nat

Man gennemborede hans lemmer

Slagtet som et lam

Han åbned` ikke munden mens man

Slog og piskede ham

Blandt røvere fik hans sit kors

Blandt rige dog sin grav

Men hvem ku´ vide staklen der

Ku´ bryde dødens arv  

I Jesu død og opstandelse blev der banet en vej for os alle. En vej til Gud, der nu står åben. For mig et manifest- af at døden ikke har det sidste ord. Livet sejrer over døden. Lyset vandt over mørket og vi må få lov at leve i det håb der blev tændt dengang og aldrig slukkedes

Påskens budskab handler om en selvopfordrende kærlighed så dyb, at den er villig til at gå i døden for. For mig rummer det en skjult skønhed. En skønhed der omviklet af torne, måtte bryde ud af dødens ramme, før blomsten kunne springe ud.

Dorthe Sandvad