Forbundet

I sidste uge havde jeg en dag med meget ventetid på AUH (Skejby sygehus) . Jeg blev anvist en plads i et venteområde, op imod indgangen til en anden afdeling. Kort efter jeg satte mig der, lukkede døren til indgangen i, hvilket jeg efterhånden kunne forstå, ikke var meningen. I løbet af den tid jeg sad på gangen, blev jeg involveret i flere samtaler om den genstridige dør. Først kom en håndværkeren forbi, stoppede op og ville høre mig ind til hvor længe dør-problematikken havde stået på og hvor længe jeg havde været vidne til det. Efter spørgsmålene informerede han mig om, at han ville hente værktøj til at reparere døren. 3 gange kom forskellige behandlere til den nu lukkede dør og undrede sig og spurgte ind til, om jeg kendte noget til, hvorfor døren var lukket. Flere patienter stoppede også forvirret op, ved den lukkede dør og var i tvivl om de var gået forkert. Til de forskellige kunne jeg fortælle, at det var døren der artede sig mærkeligt -men håndværkeren havde lovet at komme tilbage.

Imens jeg sad der, tænkte jeg på det pudsige i, at jeg pludselig var blevet involveret i et dør-projekt som mellemmand, bare fordi jeg lige sad der.

Tænkte på, at det ofte er det der sker her i vores liv, at det der virker som tilfældigheder, involverer os på forskellig vis i hinandens gøren og laden. Alle de små møder sætter deres spor. Det ligegyldigt om det er et tilfældigt møde eller en dybere relation, som vi evt. selv opsøger. Vi påvirker andre og lader os påvirke

Nu var dørproblematikken jo ikke det mest alvorlige eller bøvlede at blive involveret i, men det er et eksempel på kontakt. At vi hver især ikke bare lever alene. Vi interagerer med hinanden, sætter spor og har berøringsflader med hinanden. Dette sker hele tiden, også selvom vi måske føler os alene. Vi er en del af denne verden, er en del af menneskeheden, er vi en del af et fællesskab og jeg tror samtidigt også på, at vi ikke er en tilfældighed, men skabt af Gud, formet af Hans hænder. Det gør os alle beslægtede og forbundne

På AUH- i en venteposition- er det let at føle sig alene, men for mig var det en trøst at vide, at jeg er forbundet med andre på trods.

I bugen af mørket

Kan jeg sige det jeg vil til dig

I bugen af siger jeg

Det jeg ville have sagt

At jeg trøstes derved

At det ensomme atom - ikke findes

En dag i april

Hvor solen brød frem

Den dag i april

Tog vi ud til din grav

Hvor tusindfryd lyste

Om kap med dit navn ..(Hymns from Nineveh: Det ensomme atom)