At give slip på det unødvendige

Fra jeg var helt lille, kunne mit temperament slå gnister ift. uretfærdighed, uretmæssighed og andet- særligt hvis det gik udover nogle der ikke selv kunne kæmpe for sig selv. Kan huske hvordan jeg kunne græde over at andre var blevet irettesat i skolen, andre der blevet drillet etc. Det ramte mig lige så hårdt, som havde det været mig selv. Som helt ung fik jeg lov at bruge tid på en varmestue, hvor min kusine var souschef. Mødet med mennesker der af den ene eller anden grund, var landet i en situation hvor alkohol, udsathed og hjemløshed var blevet dem til del, har siden påvirket min tænkning. I en tid og i et samfund hvor penge skal spares, opgaver effektiveres er det uundgåeligt at der er en pris. Hvad sker der når hjælpen reduceres hos dem, der i forvejen kæmper meget? Jeg tænker det påvirker værdighed og dermed følelsen af værdi. Vi har alle brug for at kunne bidrage og vi har alle brug for at føle, at vi har selvbestemmelse.

Mit temperament kan stadig slå gnister - særligt hvis jeg oplever at mennesker reduceres til en sag, eller hvis de der skulle passe på og hjælpe, ikke lever op til deres ansvar. I så fald rammes jeg af vrede, som jeg kan tale længe om og som jeg kan have svært ved at slippe igen.

For nyligt skete det i bilen en morgen. Vi talte og jeg blev mere og mere vred, indtil min ældste datter, sagde: Giv nu slip mor- det er alligevel ikke op til dig at ændre på. Hun havde ret. Det er langt bedre at spare på kræfterne og i stedet gribe ind de steder hvor jeg kan. Evnen til at lade sig påvirke og røres af uretfærdighed er god. Det er uden tvivl en gave givet fra Gud, der gør at jeg kan se tage på arbejde uanset om det er i mit eget eller i psykiatrien og se mennesker. Se deres værdi og ikke deres udfordringer eller diagnoser og gå til kamp for dem. Evnen skal bruges klogt, så det ikke bliver til en endeløs kamp, der er dømt til at tabes, fordi det ikke er min kamp. I stedet vil jeg langt hellere stille mig der, hvor jeg lader Guds lys falde på mig, så jeg kan absorbere det, tage det ind og være et genskin af Ham. Øve mig i hver dag at bede Gud vise mig hvem han ser, når jeg møder andre, samt spørger hvor han ønsker at bruge mig.

Salme 8 vers 4-6: ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der. Hvad er da et menneske, at du husker på det. Et menneskebarn at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det.”