At tage en omvej

Jeg har fulgt med i de lokale nyheder, hvor en historie har fyldt, om en orienteringsløber der kom væk fra ruten og blev eftersøgt, da han ikke kom i mål med de andre løbere. Historien endte heldigvis godt. Efter nogle timer blev han fundet, dog uden at vide at han var eftersøgt. I stedet for 10km var han endt med en omvej og havde tilbagelagt i alt 45km. I et interview fortæller vedkommende, at han hele tiden vidste hvor han var, men bare ikke havde opdaget, at han var kommet så langt væk fra den afmærkede rute og dermed endemålet.

Jeg elsker historien, fordi jeg på så mange måder kan identificere mig med den. Jeg har absolut ingen stedsans. Faktisk tror jeg, at jeg ville kunne tage et kort, se på den, spejlvende den og så gå den modsatte vej end jeg skulle. Jeg ved jeg vil kunne gå længe før jeg opdagede det, et skridt ville tage det næste og hvem ved, om jeg kunne nå op på 45km inden jeg fandt den rette vej igen?

Måske er det en af grundene til at jeg elsker verset fra Esajas 42 vers 16:

”Jeg fører de blinde af veje de ikke kender.

Jeg fører dem af stier, de ikke kender

Jeg gør mørket foran dem til lys

Det bakkede land til slette

Det vil jeg gøre og jeg opgiver det aldrig”

Det er så trygt for mig at vide, at Gud kender min vej. At selvom jeg ingen stedsans har og ofte føler jeg famler i blinde, er det Gud der former vejen. På gode dage tør jeg indrømme, at jeg overhovedet ikke har nogen ide om, hvor jeg er på vej hen. At jeg ikke ved hvad fremtiden vil bringe eller bare er næste skridt. På dårlige dage, hvor jeg måske føler, at jeg burde have kontrol eller ikke ønsker at tabe ansigt, er det sværere at indrømme, særligt hvis jeg er på en omvej. Omveje er menneskeligt at vælge og det er svært at lytte nok til den stille stemme der er Guds, som leder os af den vej Han på forhånd har banet. Når jeg træder ud på en af mine utallige omveje, er det trygt at vide, som vi sang i Fællessang, da jeg gik på efterskole (nr.29: Du gav mig tryghed af Jakob M Carlsen)  :

Jeg troede jeg ku´lægge verden ned, jeg satsed´ på min lykke og mit held

Jeg klatted´ livet bort, min fremtid gik i sort

Jeg sku` lægge verden ned, men jeg mistede alt derved

Så står du der med fremstrakte arme og byder mig velkommen hjem

Du kalder mig ind i din varme og henter så festtøjet frem