Når sneen falder
Jeg vågnede op mandag morgen til at alt var indhyllet i hvidt. Det var ubeskriveligt smukt og stille. Efter dage med meget vind og kulde, lagde sneen en dæmper på alle lyde. Alle materialerne til dagens dekorationsfremstilling skulle rystes fri af sne, før jeg kunne finde det rigtige og pakke i bilen. Allerede inde jeg nåede frem til arbejdet var sneen dog smeltet flere steder og i stedet regnede det. Det er pudsigt tænkte jeg, at samme materiale kan føles så forskelligt. Hvor sneen pakkede alt ind og lod det være dækket, afslørede regnen. De samme træer langs vejen fremstod nu nøgne med de mørke grene op imod den grå himmel.
Jeg tror vi alle har brug for at blive pakket ind i det tyste bløde hvide lys fra tid til anden. Livet kan være barsk og indimellem kan det føles, som om man rækker sine nøgne grene op mod himlen uden beskyttelse for regn og vind.
For mig er sneen et billede på troens betydning i mit liv. Jeg er fortsat et træ der rækker mine nøgne grene op imod himlen, men Gud dækker mig blidt. Svøber mig ind i hans nærvær og løfter om at jeg ikke er alene. At jeg ikke er alene uanset om jeg mærker hans tilstedevær stærkt eller ej. Det er ikke betinget af min følelse og fornemmelse, men Guds sne dækker alt. Alt det jeg er stolt af og gerne ryster sneen af og tager med mig og alt jeg ønsker skal forblive skjult under hans dække.
Jeg elsker og lytter gerne til Sofia Hedias smukke sang, som for mig understreger længslen og håbet, midt i det mismod der også kan ramme mig:
Der er sne på tagene
og det lyser op i nat
jeg er en flod der løber over
her fra min seng, jeg løber over
Skal der virkelig være grønne blade på det træ
ude i gården, før du kommer
og henter mig hjem
hvis du kommer
jeg bliver ved med at tro
jeg bliver ved med at tro
selvom jeg bliver forladt
så blir' jeg ved med at tro
og jeg ser at du vågner, søvnløse vinterhi
slipper sit greb om din skuldre, slipper den lænke om din fod
Men kan du se mig derfra, derfra hvor du står
stærk i din pragt
kan du se mig der
kan du høre mig kalde
i tusinde vers
jeg danser i dalen
og bliver ved med at tro