Et uudslukkeligt lys

I slutningen af oktober havde vi, som så mange andre et udskåret græskar med lys i. Da det blev tusmørke, gik jeg ud for at tænde den. Den sendte et blødt lys ud på en grå og kold aften. Da jeg kort efter kom forbi igen, havde en hidsig byge været forbi, fyrfadslysene var blevet oversvømmet og lyset var gået ud.  

Jeg tænkte, da jeg tømte alle de små fyrfadsstager for vand og stillede dem til tørre, at der er noget relaterbart i det. Jævnligt i mit liv, kan jeg gå fra et roligt øjeblik til at føle mig oversvømmet som fyrfadslysene. Oversvømmet af tanker, følelser, handlinger der sker ift. mig eller ift. en af de jeg elsker. Flammen i mit lille lys brændte måske fredfyldt, hvorefter en regnbyge passerede over mig, lyset gik ud og jeg mistede orienteringen. Ofte er regnbygen forbigående og når det klarer op, kan lyset tændes igen, andre gange er regnen mere vedvarende og lyset skal tørre længere.

Der er ikke noget i livet der er stationært. Et splitsekund, et øjeblik kan ændre ens livsbane på alle parametre. På trods af alle vores forberedelser, planlægning og forsøg på kontrol, er vi i virkeligheden ikke herre over ret meget af virkelig betydning. Jeg kan godt forstå, at mange kæmper med frygt. På mange måder virker det usikkert at stole på noget, nu når så lidt kan kontrolleres. Det er vanskeligt ikke at give efter for frygten og lade den styre, når vores eget lys kan virke så uundseeligt og skrøbeligt.

Når de tanker fylder hos mig, bliver jeg særligt taknemmelig over min tro. Tilliden til, at Gud kan bruge alt hvad livet bringer, til at føre sin vej og gerning ud. Ikke sådan at forstå, at jeg tror at Gud ønsker, at vores lys igen og igen oversvømmes. Jeg tror at Gud bruger hvad end der sker os i vores liv til kalde os tættere på Ham. Længere ind i fællesskabet med Ham. Igennem Hans øjne og kærlige omsorg, kan det vi står i få en ny betydning. Han ikke bare tørrer vores lille lys, han smelter det om og tager os tilbage i den form, han har skabt os til at være i. Skabt i Hans billede.

Salme 139 vers 5-10: ”Bagfra og forfra indeslutter du mig og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til at jeg forstår det. Det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. Hvor skulle jeg søge hen for din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen for dit ansigt? Stiger jeg op til himlen er du der. Lægger jeg mig i dødsriget er du der. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned hvor havet ender, så leder din hånd mig også der, din højre holder mig fast.”