Rosenbusken

Jeg har en rosenbusk i min have, der efterhånden har vokset sig stor, det på trods af at vi hvert forår klipper den helt tilbage. Den har vækstet meget, siden jeg plantede den som en barrodsrose, en lille undseelige rod, som jeg markerede med en bambuspind, for at kunne se stedet. Plantet i håb om at den ville vokse

Det er en remonteret forædlet sort af Portlands roser, som har en fantastisk duft men utrolig mange torne. For at plukke en buket, låner jeg som regel min mands svejsehandsker, da tornene er lange og modhagerne går dybt ind i huden, hvis jeg er uforsigtig. Til gengæld står buketterne længe og dufter fantastisk. Særligt om aftenen når luftfugtigheden er høj, er de berusende. Når duggen er faldet, spreder den også sin duft udenfor. Den bliver ved til frosten kommer og indimellem har en enkelt knop fundet vej også i vinterens løb.

Tænkte, da jeg plukkede en buket, at der er paralleller i mit liv til rosenbusken. At noget af det dyrebareste for mig, også er der hvor der er flest modhager og torne. Det er i de mest værdifulde relationer, der hvor der er investeret mest, at tornene river mest. Det kan være bygget på kærlighed, plantet som et lille skud og passet nænsomt. På trods af det kan torne og modhagerne stadig lave sår og modhagerne kan gøre sårene endnu dybere.

Jeg har mødt en del mennesker, der i frygt for at rive sig på tornene, beslutter sig for at forskanse sig og ikke lade nogle relationer kommer tæt på. Et valg der kan virke sikkert, særligt hvis en torn har gravet sig dybt ind i ens hjerte.

Som med min remonterede rose, skal der dog plukkes blomster hvis væksten skal være god. En rose der passer sig selv bliver forviklet ind i sine egne grene og torne og med tiden får roserne svært ved at blomstre, på grund af alt det visne der ikke er fjernet.

Det kræver mod at holde sit hjerte åbent. Mod at blive ved med at plukke af livets roser og lade sig beruse af duften og skønheden, velvidende at de også indeholder torne. Det er ikke et enten eller, men et både og.

Det er et mod jeg ikke altid har. Jeg har brug for en til at holde modet for mig og til at give mig den styrke som det kræver, så frygten ikke tager over og alting lukker sig

”Gud løs du mine hænder, så de kan gøre det de er skabt til

Gud vis mig din vilje, for hvor du går er også der jeg vil gå

Jeg vil gå, hvor du går

Hvor du end kalder, hjælp mig at følge

Jeg vil se dem du ser

Hvert knuste hjerteslag, kan finde håb i dig” ( fra Hjerteslag af Benedicte Camilla Vikebø)