Du kalder mig ved navn
Tidligere denne morgen, ville jeg tjekke op på noget fra et af mine tidligere blogindlæg og lavede en søgning. Dvs jeg troede, jeg lavede en søgning i alle mine klummer. Dog havde jeg ikke opdaget, at den lavede en søgning på internettet og jeg havde slået AI-tilstand til. I stedet for kun at få info om det specifikke blogindlæg, kom der nu en længere forklaring på hvem Dorthe Sandvad er, hvilke emner hun skriver om, hvor klummerne kan læses etc. Det var meget sjovt at læse og jeg følte mig genkendt i temaer mm, som der blev listet op.
Der er noget dejligt ved at blive genkendt, i hvert fald hvis man gerne vil kendes på det der omtales. Samtidig er det aldrig et fuldt billede der præsenteres, hverken med AI eller i mødet med andre mennesker.
Vi lever ofte som om vi har kontrol over vores liv. Samtidig ved vi godt inderst inde, at kontrollen er en illusion. Noget uventet kan ske på et øjeblik og derefter er alt forandret. Vores livsvilkår, er at vi ikke kan kontrollere livets udvikling, hverken i det store perspektiv eller på mikroplan, eksempelvis i mødet eller snakken med et andet menneske. Måske er det derfor gaven er så meget desto større, de gange hvor vi mødet et menneske eller har en samtale, hvor vi pludseligt føler os genkendt? De gange jeg har oplevet det, har det været fantastisk og jeg har straks længtes efter mere af det samme. Ingen mennesker er dog i stand til at fylde længslen helt.
Jeg tror længslen kommer fra Gud. En påmindelse om at han er den der har dannet os, skabt os og som den eneste elsker os med en kærlighed der ikke har bagtanker, ikke søger sit eget og som er ren, fordi Gud er ren. Jeg tror at kun når jeg vender mig til Ham, kan jeg få det blik jeg længes efter. Et blik af at være elsket, set og kaldt ved navn af Ham der elsker mig ubetinget.
Uddrag fra Ark lovsang: Dig alene:
Helt i begyndelsen var du, ordet blev levende
Alting blev født i dine hænder, hver en ting sin tid og sted
Du skabte mennesket, dine fingres skaberværk
Du blæste din ånd i os, skabt af Dig, til Dig for Dig
Alt hvad jeg vil, det er at gi´ mig til denne ene, Dig alene
For du, du er min glæde nu, jeg vil elske Dig for altid min Gud
Selv når jeg vender mig fra dig, kalder du nådefuldt mit navn
Du ser forbi min synd og skam, din kærlighed drager mig hjem
Du gav dit alt, du forlod din trone, Himlens konge,
Vigtigst var korset, at du gav dit liv for mig..