Den brændende busk

Jeg gik en tur i skoven i weekenden og mærkede foråret,. Indsnusede duftene og mærkede den særlige fornemmelse af forårets sol i ansigtet. Jeg gik et godt stykke igennem en granskov, hvor duften af harpiks var særlig stærk og hvor der næsten ikke kom lys ind imellem træerne På den anden side af granskoven, var der i en lysning et mirabelletræ med lysende hvide blade. Det lignede et træ i flammer op imod alt det mørkegrønne. Kontrasten var særlig tydelig fra det lukkede skovområde og ud i lysningen hvor solen også kom igennem. Imens jeg stod der gav det mig associationer til fortællingen om Moses og den brændende tornebusk.
Jeg gik og tænkte - hvor vildt det må have været for Moses at høre Guds stemme fra den brændende busk! Ofte længes jeg efter at Gud vil tale og lede på samme tydelige måde i mit liv. Særligt når jeg står overfor vigtige valg eller fremtiden er uvis. Lige der kan jeg føle tyngden af valgene der skal træffes og længslen efter at Gud ville hæve stemmen og tale tydeligt. I perioder hvor det fylder finder jeg oftest trøst og hjælp i andres ord, eks. i musikken,  som fra Sara Groves smukke sang:
Hello Lord, it's me your child- I have a few things on my mind
Right now I'm faced with big decisions- And I'm wondering if you have a minute,
Right now I don't hear so well- And I was wondering if you could speak up
I know that you tore the veil- So I could sit with you in person
And hear what you're saying but- Right now, I just can't hear you
.
I don't doubt your sovereignty- I doubt my own ability to
Hear what you're saying- And to do the right thing…
…Lord, I will wait to hear from you- Oh Lord, I'm waiting on you ..Right now, I think you're whispering”

Gud viser sig ikke så ofte i en brændende busk, men oftere igennem et stille møde. Igennem det der kan føles som en hvisken ift. al den larm vi omgiver os med. Så når Gud føles fjern og svarene udebliver, er det godt at søge Gud i det stille. Som der står beskrevet i 1. Kongebog 19 vers 112, så viste Gud sig ikke for Elias i stormen, i ilden eller i jordskælvet, men i en sagte susen.

Dorthe Sandvad