Stil dig i lyset
Det er snart årets korteste dag. De fleste dage er det mørkt når jeg står op og mørkt igen, når jeg kører hjem. Da de lyse timer samtidigt har været regnfyldte, har der næsten intet lys været. Jeg bliver altid påvirket ved denne årstid og da der samtidigt har været meget andet, der også har skabt mørke toner i mit liv, har det været svært at holde mørket ud i denne december, Som konsekvens har jeg købt en lysterapi-lampe, som jeg hver morgen vågner op sammen med
Indimellem er lyset i vores liv svagt. Det kan være vanskeligt at se noget som helst der lysner, måske er vi fyldt af bekymringer, tanker, af travlhed eller andet og vi er utålmodige efter lysere tider. Indimellem kan det være nok at vente og holde ud. Ofte er det dog bare sådan, at vi er nødt til at opsøge der hvor lyset er, så vi kan stille os i det og blive oplyst. Gå mod de steder hvor letheden og latteren er. Er det mørkt, så køb en lampe hvis du kan og sæt dig ved den, opsøg de omkring dig der tilfører latter og lethed og lad dig fylde af det. Noget af det mest kraftfulde kan være at holde fast i at gøre godt mod andre, række det ud du har og del det. På den måde kan det lidt vi hver især bibringer, skabe velsignelser om os og også i os.
Jeg elsker traditionen med luciaoptog og elsker legenden om Lucia. At hun delte ud af det hun havde til de fattige, hjalp hvor hun kunne- imens hun bar lys på sit hoved, så hænderne var fri til at tjene. Hun led martyrdøden den 13.december i år 304 og hendes fortælling lever videre i dag.
Lys og mørke lever i dualisme, de er afhængige af hinanden og er i en samklang. Hvis du tænder et stearinlys, vil der både være lys og skygge til stede. Begge dele må være der. Lige så vel lever vi i en virkelighed af lys og mørke. Det er ikke et enten- eller , det er et både -og.
I juletiden er mange følelser forstærket pga. alle de forventninger vi hver især har. Derfor kan juletiden være en tid hvor ensomhed, smerte og meget andet forstærkes. Hvis du er troende, har du et håb du kan læne dig ind i - et håb og en tro på at selvom mørket er stærkt, har lyset vundet.
Med mine yndlingsvers fra biblen ønskes i alle en velsignet juletid:
”I ham var der liv og livet var menneskers lys, lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke” (Joh.1. 4-5)